Hvad med “rigtige” bekymringer?

Spørgsmål:
Min datter på 10 år har altid været overbekymret og har bekymret sig om alt muligt mellem himmel og jord. Vi har haft gavn af Monstermanualen. Hun kan nu mange gange selv genkende, at det er bekymringsmonsteret der driller, og er god til at sige du skal ikke bestemme over mig, og flytte fokus. I forrige uge fik vi at vide, at mormor har fået brystkræft og skal opereres. Vi håber selvfølgelig alle det bedste, men min datter bekymrer sig nu naturligt nok rigtig meget om at mormor kan risikere at dø af kræften og har igen svært ved at sove. Hun spørger meget ind til om vi tror mormor skal dø. En bekymring der jo nok ligger i os alle sammen. Hvordan tackler man når det ikke bare er ”hvad nu hvis” tanker, men en helt realistisk bekymring?

Svar:
Det er en del af overbekymrede børns tænkning, at de overvurderer chancen for at det de frygter sker og samtidigt overvurderer konsekvenserne af det, men det vil nok være en ringe trøst for barnet, at vi forsikrer om, at kræft slet ikke er så farligt og de fleste overlever brystkræft, for din datter vil nok hurtigt spørge ”hvad nu hvis mormor ikke er blandt de fleste”?

Mange af de bekymringer som overbekymrede børn har kan man selv genkende. Hvis vi skal med bussen til et vigtigt møde, kan vi måske tage os selv i at tjekke flere gange, at vi nu også fik tidspunktet rigtigt. Måske bekymrer vi os for ikke at kunne finde lokalet vi skal være i – eller ”hvad nu hvis bussen er forsinket” Vi kender måske også at vores partner eller barn ikke er kommet hjem til tiden, og tanken strejfer os ”hvad nu hvis der er sket noget” …og tusind andre små og store bekymringer, der er en naturlig del af hverdagen. Forskellen mellem naturlige bekymringer og overbekymring ligger i den tid og energi, der bruges på at bekymre sig om noget der potentielt kan ske.

Det er vigtigt, at vi går ind i de dybe samtaler med vores barn omkring liv og død. Vores forsikringer om, at vi er blevet rigtig gode til at behandle kræft, at der er dygtige læger som hjælper mormor, og at mormor er stærk- kan være helt på sin plads. Sådanne forsikringer kan være med til give barnet håb samt et mere nuanceret syn på, hvad en kræftdiagnose er. Men hvis barnet ikke kan sove, ikke kan koncentrere sig i skolen og bliver indesluttet i bekymringerne omkring mormor gennem længere tid, så fylder bekymringerne mere end de ”bør” i barnets liv.

Ud fra det du skriver lyder det til, at din datter har gavn af at bruge monsteret som metafor for bekymringerne. Man kan måske sige: ”Jeg kan godt forstå du tænker meget på mormor og er blevet forskrækket over at hun har kræft – men det er som om bekymringsmonsteret vil have dig til at tænke på det hele tiden. Det virker til det er alt for hårdt for dig”?
Stil gerne et eller to forslag til en aktivitet, der kan hjælpe med at flytte fokus: ”Kan vi måske aftale, at du prøver at lade monsteret passe sig selv lidt og går ind og spørg naboen om hun kan lege/spille Uno med mig/hjælper mig med aftensmaden/går med ud i frikvarteret etc.” De meget forståelige og naturlige bekymringer får således deres tid, mens barnet samtidigt får hjælp til at ”stå af bekymringstoget”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *