Tvangstanker og bekymringer

Spørgsmål: (Indlægget er lidt forkortet og ændret en smule efter aftale med mor for at ”Johanne” er anonym) Vi har en datter på snart 11 år – Johanne, der altid har været meget tænksom og lidt mere bekymret end andre men i øvrigt en glad pige med gode venner og gode interesser. Efter hendes far for et år siden faldt om med et hjertestop, tog bekymringerne fart. Johannes far fik meget hurtig hjælp, og er efter indoperation af pacemaker tilbage til at være fysisk rask og meget aktiv igen. Bekymringerne handlede ikke bare om far og hans hjerte, men om alt muligt, der kunne være farligt. Vi har arbejdet med at genkende det som bekymringstanker og flytte opmærksomhed. Johanne kan atter være lidt alene om eftermiddagen, cykler selv til skole, tager på ture med klassen og kan holde ud at far eller jeg er på kursus, eller i det hele taget ude om aftenen – også med overnatning- uden at blive overvældende bekymret og ked af det. Efter sommerferien slog skolen Johannes årgang sammen til to større klasser i stedet for tre små, og det har været svært for hende, og vi tror det har puffet til tankerne igen. På det seneste har Johanne haft tanker om, at hun kunne komme til at gøre noget voldeligt uden at ville det. Johanne fortæller, at hun har haft tanker om at stikke mig eller en anden med en kniv. Vi kan se at hun selv synes det er grimt og pinligt at have disse tanker, og hun kan blive fuldstændigt desperat for at få tankerne til at stoppe. Johanne kan også tænke på, at hun kan komme til at gøre noget voldeligt i søvne, og er derfor blevet bange for at sove inde ved os, som hun tidligere gerne ville. Hun tør heller ikke sove hos veninder, fodboldture etc. Hun og jeg laver ofte mad sammen, og jeg har lagt mærke til at hun de seneste uger stiller sig om på modsatte side at vores køkken ø, hvis hun skal lave noget hvor hun skal bruge knive. Vi synes det er rigtig svært hvordan man skal tale med Johanne om det. Hun har grædt et par gange og sagt ”men mor jeg har jo slet ikke lyst til at gøre nogen ondt” eller ”hvad nu hvis jeg kommer til det alligevel”? Tankerne er der ikke hver dag, men flere gange om ugen. Vi tænker selv at det er en anden slags bekymringer, men bliver i tvivl? Hånden på hjertet bliver vi også lidt forskrækkede over tankerne. K.M. Svar: Kære KM Bekymringer er tanker, der kan være svære -for ikke at sige umulige- at stoppe – Eksempelvis ”hvad nu hvis mor er kørt galt” og først når mor har taget telefonen eller er kommet hjem forsvinder tanken. Bekymringer er desværre så snedige, at de kan antage mange forskellige former. Det lyder som om de bekymringer der aktuelt generer Johanne mest, har karakter af tvangstanker. Det er den samme ”motor”, der er bag tvangstanker som bag bekymringer. Tankerne er umulige at stoppe, de ”tvinger sig på”. Den eneste forskel på disse tanker og de tidligere bekymringer, er indholdet i dem. Bekymringerne er med et fint ord indlevelige – vi kan sætte os ind i dem og genkende dem. De fleste af os kender til at få tanken om, at der er sket en vi holder af noget ondt -og det at tænke, at man selv er årsag til, at andre oplever noget ondt, er blot en endnu mere uhyggelig variant af samme bekymring. Indholdet i tvangstanker er ofte sværere at forstå både for den der har dem, men også for dem omkring. Tvangstanker er ubehagelige, skræmmende eller anstødelige tanker, ideer eller billeder, der trænger sig på og er umulige at slippe af med…. personen ved, at det er hans eller hendes egne tanker, selvom de føles ufrivillige og i modstrid med personens følelser og holdninger (Psykiatrifonden) Tvangstanker er uønskede og påtrængende, og kan opleves som skræmmende og truende. Som du beskriver det, bliver Johanne generet at tanker, der helt tydeligt er ufrivillige og i modstrid med hvad hun føler og gerne vil. Tvangstanker kredser ofte om overdreven tvivl (låste jeg døren, slukkede jeg stearinlyset, kørte jeg ind i nogen uden at opdage det, kom jeg til at lægge et personligt/pinligt billede på snapchat), tanker om at komme til at gøre skade på sig selv eller andre(ex. stikke nogen med kniv), symmetri eller orden (evt. med tanker om at noget forfærdeligt kunne ske hvis ikke man følger tankerne som ”jeg skal lukke vandhanen tre gange ellers dør mor” Personen der kæmper med tvangstanker, er klar over at tankerne er overdrevne, men bliver ofte bange for at når de kan få sådanne tanker, må det være fordi de hemmeligt har lyst til eksempelvis at være voldelige, og det er slet ikke tilfældet. Tankerne har ikke rod i hemmelige ønsker eller skjulte tendenser! Ofte er tankerne så skamfulde, at den der lider under dem ikke tør fortæller det til nogen. Flot at Johanne har turdet fortælle det til jer. Det skal lige tilføjes at selv om jeg her bruger ordet tvangstanker er det ikke nødvendigvis det samme som OCD. Man kan godt have tvangstanker uden man vil kalde det for OCD. Før man taler om diagnoser, skal tankerne være betydeligt forstyrrende i hverdagslivet og kræve både betydelig energi og tid. For at hjælpe Johanne vil jeg foreslå at du først fortæller hende, at disse nye tanker er præcis det samme som bekymringstankerne hun kender, men bekymringsmonsteret har fundet på et nyt skræmmende tema. Man kan ikke selv vælge hvad man vil tænke på. Illustrer gerne den pointe med at bede Johanne om ikke at tænke på en elefant når du siger ”nu”. Hun vil ikke kunne undgå at tænke på elefanten eller er nødt til at arbejde meget hårdt på at tænke på noget andet, og det virker kun kort tid. Tanker er ufarlige og tanker kan ikke få en til at gøre det de siger. Før snakkede Tankemonsteret løs om ”hvad nu hvis mor kører galt” nu snakker den bare løs om ”hvad nu hvis du kommer til at gøre noget voldeligt” Selv om temaet er lidt ”mærkeligere” er det bare en tanke. Udtal gerne temaet som Johanne kæmper med højt ex. ”før snakkede Tankemonsteret hele tiden om ”bare der ikke er sket noget med mor” og nu ævler det løs om ”uha du er farlig og kommer nok til at stikke nogen med en kniv”   Hjernen er en mesterlig historiefortæller, og det er så historien den har fundet på i dag. Ved at turde sige det højt, og gerne i en lidt uhøjtidelig tone, kan i hjælpe Johanne med at normalisere hende og hendes tanker og få øje på det bare er tanker. Hvis i har mod på det, kan i lave en lille øvelse med Johanne hvor hun skal tænke alt hun kan på at hun vil sparke mor over benet uden at gøre det. I må gerne opmuntre til at holde fast i tanken ved at sige ”tænk nu alt du kan på ”jeg vil sparke mor” … tænk på det… bliv ved etc.” undervejs. Hold sammen fast i tanken i et minuts tid. Prøv derefter at bede Johanne tænke alt hvad hun kan på at far om lidt kommer ind ad døren med en kæmpe kage” – og se om det kommer til at ske. Reflekter derefter sammen over hvorfor mon Johanne ikke sparkede dig, og hvorfor far ikke kom med en kage. Hjælp hinanden med at huske på at tanker er bare tanker, at tanker i sig selv ikke kan få handlinger til at ske og at man ikke tage alt man tænker alvorligt. I skal i bund og grund tackle disse tanker på samme måde som i tidligere har gjort med bekymringerne. Hvis tankerne siger, man ikke bør stå med en stor kniv og hakke kål ved siden af mor, så er det lige det man skal. Mind gerne hinanden om, at de tanker ikke skal bestemme hvad Johanne gør! ”Jeg hakker kål hvis det passer mig så kom an tankemonster” Som man kan lave en trappe for at være alene hjemme, kan i lave en trappe for handlinger mod disse tanker. På trappen kan der som nævnt ovenfor være ”hakke kål med den store kniv mens mor står ved siden af”, ”sove inde ved mor og far en nat”, ”sove hjemme ved en veninde” etc. og belønne hvert opnået trin. Husk også her at et trin kan kræve flere/mange gentagelser. I er sammen kommet langt mod bekymringerne kan jeg læse af jeres mail, og håber i kan tage kampen op på samme måde mod dette nye tema. Jeg vil foreslå at i arbejder videre med det ovenstående og giver det en 3-4 uger. Hvis der ikke er bedring, er det altid en god ide at tage forbi egen læge og drøfte situationen med ham eller hende eller evt. med en psykolog med særligt kendskab til børn og angst.